Et par spilleregler i terapigruppen

For at skabe tryghed i terapigruppen, er der nogle få grundlæggende spilleregler, som alle skal overholde.
Du kan læse mere om terapigruppen her.

Om Tavshedspligt

Når du deltager i gruppen, er du omfattet af en tavshedspligt, der omfatter alt hvad du oplever/hører om de andre i gruppen. Som klient har du lov til at fortælle andre om din egen proces, men du må altså ikke fortælle om de andre i gruppen.

Tavshedspligten omfatter ligeledes mig som psykoterapeut og min supervisor. Overholdelsen af tavshedspligten tages meget alvorligt.

Om Tryghed i gruppen

Jeg lægger stor vægt på trygheden i gruppen, således at også du kan mærke, at der er plads til at netop du kan være der. At denne tryghed skabes og vedligeholdes, er en forudsætning for at du kan åbne op, og arbejde med sig selv i et terapeutisk rum. Erfaringsmæssigt er det med til at skabe tryghed, når du oplever de andre arbejde med deres individuelle problemstillinger i gruppen. Det giver dig en erfaring med, at gruppen sagtens kan rumme de følelser der kommer frem. Gruppens deltagere giver herved gradvist hinanden tilladelse til, at i dette rum må vi godt udtrykke selv stærke følelser.

Om Afbud

Afbud meddeles til mig senest aftenen før vi mødes – enten telefonisk eller pr. e-mail. Det er vigtigt at melde afbud, da det er vigtigt for de andre i gruppen at vide, om du kommer. Dette er af betydning for trygheden i gruppen – og for min planlægning. Skulle du blive nødt til at melde afbud en aften, er det vigtigt at du giver en kort begrundelse for dette. Herved undgår andre i gruppen fx at få en oplevelse af at noget, som de selv gjorde eller sagde ved sidste mødegang, var ”for meget” for dig.